Hvalsafari

Det overrasker de fleste, hvor stor en oplevelse det er at komme helt tæt på så store dyr som hvaler.

I de grønlandske farvande ses omkring 15 hvalarter ofte. Tre af disse bliver i Grønland om vinteren, nemlig hvidhvalen, narhvalen og grønlandshvalen. Blåhvalen og spækhuggeren ses kun sjældent.

I sommerhalvåret er det som regel pukkelhvalen, vågehvalen og finhvalen, vi ser. Pukkelhvalen er på trods af sine op til 18 meter og 30 tons akrobaten blandt de store hvaler. Den kan kaste sig ud af vandet og slå med halen og lufferne. Den er let at kende på den puklede rygfinne og hvide luffter, og den løfter som regel halen, når den dykker ned. Der er i Diskobugten gode muligheder for at se pukkelhvalen i dens jagt på fisk, blæksprutter og lyskrebs.

Hvalerne svømmer rundt i hele Diskobugten sommeren igennem, sommetider tæt på byen, andre gange i isfjorden eller oppe nordpå ved Arveprinsens Ejland. Turen varer 3½ time og vi anvender den hurtige båd Targa, så vi kan komme længere omkring.

Vi er i konstant radiokontakt til byens fiskere og fangere er vores kilde til information om bugtens hvaler, så vi kan næsten altid finde dem. Pukkelhvalen med dens karakteristiske hale er den, vi hyppigst møder.