Ilulissat blev grundlagt i 1741 og hed tidligere Jakobshavn. Ilulissat er hovedbyen i Qaasuitsup Kommunia, hvilket betyder Polar Kommunen. Dette er verdens største kommune og dækker et areal større end Spanien. Dog bor der ikke mere end ca. 17.600 indbyggere. I selve Ilulissat er der cirka 5000 indbyggere og 2200 slædehunde.

 

Ilulissat ligger omkring 300 km nord for polarcirklen. Derfor er der midnatssol fra 20 maj til 20 juli. Desuden begynder vintermørket i slutningen af november og frem til solen vender tilbage den 13 januar. I denne periode har vi samtidig noget af det fineste nordlys i verden.

 

Oplev midnatssol, indlandsisen, kæmpe isfjelde og kælvende bræer. Oplev hvaler, sæler, slædehunde, permafrost og nordlys. En verden så langt fra din hverdag, at oplevelsen bliver eventyrlig.

 

Grønland er stort, og der er mange smukke og spændende steder at besøge. Men der er ingen steder, hvor oplevelsen bliver så komplet som her i Ilulissat – byen ved isfjorden. Vi byder dig på oplevelser med helikopter, båd, hundeslæde og til fods. Et område så smukt og unikt, at UNESCO har optaget det som verdensarvsområde.

 

Den arktiske sommer er kort og hektisk. Det stiller store krav til den arktiske flora, som lever livet på kanten af det mulige. Det er også spændende at opleve den grønlandske kultur og historie, som er allestedsnærværende i byen og området.

 

Baglandet er utroligt smukt, og om vinteren når snedækket har lagt sig, er der mulighed for slædekørsel. Der er både kørsel i fjeldet, på frosne søer og de isbelagte fjorde med indefrosne isfjelde. Vælg mellem dagsture eller flerdages ture.

 

Vores naturperle Eqi Sermia, 80 km nord for Ilulissat, er sommeren igennem mål for mange ture. Med daglige afgange fra Ilulissat kan Eqi gletsjer enten opleves som en dagstur eller med overnatning i Glacier Lodge Eqi med udsigt til bræen. Vi anbefaler mindst to nætter i Glacier Lodge Eqi for at have ordentlig tid til at opleve stedet og blive forkælet i Café Victor. Det giver også god tid til vandring til morænekanten og til Indlandsisen 10 km fra Glacier Lodge Eqi.

 

Indkvartering:

Der er 4 hoteller i Ilulissat:

Hotel Arctic: www.hotelarctic.gl

Hotel Icefiord: www.hotelicefiord.gl

Hotel Avannaa: www.hotelavannaa.gl

Hotel Hvide Falk: www.hotelhvidefalk.gl

 

Derudover er der også et vandrehjem:

Ilulissat Vandrehjem: www.ilulissathostel.dk

 

 

 

Du kan hente Ilulissat bykort i en pdf fil her