Vejret i Ilulissat

Klimaet i Ilulissat er arktisk. Præget af den store isfjord lige syd for byen, og beskyttet i det inderste af Diskobugten med øen Qerqertarsuaq (Disko) til at skabe læ for vind og bølger fra det voldsomme Davis Stræde. Den tørre luft gør både varmen og kulden mere behagelig. Således føles minus 15-20 grader ikke koldt, og en sommerdag med høj sol ikke klæbende varmt.

 

Solen

Ilulissat ligger ca. 350 km nord for polarcirklen. Derfor har vi midnatssol fra den 21. maj til den 24. juli. Tilsvarende om vinteren er der mørketid fra ca. 1. december til 12. januar. Der er dog en skumringsperiode midt på dagen i en 3-4 timer, hvor der kommer lys. Den 13. januar kommer solen tilbage til Ilulissat klokken 13 minutter i 13. For mange en halv fridag, som markeres på Holms Bakke, hvor solen hilses velkommen med sang og fyrværkeri.

 

Middeltemperaturen i Ilulissat

| Jan -15 | Feb -20 | Mar -20 | Apr -8 | Maj -0,5 | Jun 5 | Jul 8 | Aug 6 | Sep 2 | Okt -3 | Nov -8 | Dec -10 |
Kilde: DMI

 

Sommeren føles væsentlig varmere end de 5-7 grader som tabellen viser. På de varme sommerdage er temperaturen ofte 20 grader.