Udflugter omkring Glacier Lodge Eqi
Gå på opdagelse og få en dybere forståelse af området gennem vores udflugter. Bemærk, at oplevelserne kun kan bookes i forbindelse med et ophold på lodgen. Nogle udflugter kræver et minimumsantal overnatninger eller et vist fysisk niveau. Læs beskrivelserne grundigt, og kontakt os gerne ved spørgsmål.
Glacier sauna
* Forudsætter 1 nat i Glacier Lodge Eqi
I udkanten af lodgeområdet med fantastisk udsigt over fjorden og den kælvende gletsjer, findes nu smukke saunaer, selvfølgelig med stort panoramavindue.
Naturen i Eqi kalder på fordybelse og nydelse, og her er saunaen det oplagte valg. Hvad enten det er en tung regnvejrsdag, en retræte efter vandreturen eller en aftensession til at runde dagen af, er saunaen et naturligt førstevalg.
I forlængelse af saunaen, findes en iskold udendørsbruser, hvor man kan skylle sig i koldt, friskt smeltevand fra Indlandsisen.
Bemærk
Saunaen er som udgangspunkt tændt kl. 10:00 og 20:00.
Vi har to saunaer, hver med plads til 6 personer. Du kan således risikere at skulle dele saunaen med andre gæster.
Det er også muligt at købe privat sauna. Kontakt venligst World of Greenland, hvis du ønsker dette. Der bliver sat æteriske olier til rådighed, men der vil ikke være en gusmester. Badetøj eller undertøj er påkrævet.
Varighed
1 time
Sæson
15. juni - 10. september
Minimum deltagere
1 person
Sværhedsgrad
1/5
Pris pr. voksen fra
DKK 225,-

Vandretur til Indlandsisen
* Forudsætter 2 nætter i Glacier Lodge Eqi
Turen starter om morgenen fra Eqi, og du er tilbage lige før aftensmad. Book derfor denne udflugt med en overnatning både før og efter turen.
Lang og utroligt varieret vandretur der byder på flere landskabstyper: frodigt lavland, forblæst højland, moræner og ikke mindst når vi helt op til Indlandsisen. I en smuk dal med udsigt til en død gletsjer nyder vi vores frokost, inden vi vandrer over morænen og ind til Indlandsisen. Dette er turens absolutte højdepunkt. Godt brugte er vi hjemme sent på dagen til en velfortjent middag. På vandreturen følger vi Paul-Émile Victor’s spor helt ind til indlandsisen. Her har der i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne kørt bæltekøretøjer med forsyninger til Paul-Émile Victor’s berømte Indlandsis-ekspeditioner, og vi kan i dag se efterladte maskiner fra ekspeditionerne.
Bemærk
Udflugten kræver mindst to overnatninger i Glacier Lodge Eqi og egner sig ikke til børn under 8 år. Der vil blive serveret kaffe og te undervejs.
Turen er fysisk krævende, men ikke teknisk svær. Der kræves ingen erfaring med is eller klatring. Ruten er ca. 25 km lang med omkring 1.000 højdemeter og tager 10 timer – deltagere skal derfor være i god fysisk form og udholdende.
Varighed
10 timer
Sæson
20. juni - 5. september
Minimum deltagere
4 personer
Sværhedsgrad
4/5
Pris pr. voksen fra
DKK 1.325,-

Vandretur til deltaet
* Forudsætter 1 nat i Glacier Lodge Eqi
Denne vandretur tager dig med ud til kanten af deltaet. Vi har flora og fauna i fokus, når vi går forbi den franske hytte der står tilbage fra Paul-Émile Victor’s ekspeditioner. Vi går på små stier på klippen langs med kysten og holder øje med sneharer og polarræve, klokkeblomst og mosepost. Og måske ser vi, hvis vi er heldige, det årligt tilbagevendende havørnepar, som har rede på klippekanten. Derefter fortsætter vi ud til det imponerende Delta. Her åbner landskabet sig op og du får en fantastisk udsigt over deltaet.
Her bruser det grålige smeltevand fra Indlandsisen ud i et forgrenet net af små floder, som munder ud i bugten. Både på turen ud og hjem får du også et flot udsyn ud over Eqi gletsjeren.
Bemærk
Turen starter fra Glacier Lodge Eqi om eftermiddagen. Der vil blive serveret kaffe og te undervejs. Hvis man har én overnatning vil det passe at tage denne udflugt på ankomst dagen.
Vandreturen er ca. 6 km lang. Hele turen foregår i fjeldterræn, med markante stigninger undervejs. Turen tager omkring 3 timer.
Varighed
3 timer
Sæson
15. juni - 10. september
Minimum deltagere
2 personer
Sværhedsgrad
2/5
Pris pr. voksen fra
DKK 350,-

Vandretur til gletsjer-morænen
* Forudsætter 1 nat i Glacier Lodge Eqi
Denne vandretur er inkluderet i dit ophold i Glacier Lodge Eqi. Turen afgår hver dag.
Vi tager afsted efter morgenmad, og vandrer direkte mod den betagende gletsjer.
På turen kommer vi forbi gamle levn fra de ekspeditioner, som har fundet sted i området. Vi passerer et brusende vandløb, og kommer forbi en smuk lagune. Herude er det kun den vedvarende buldren og bragen fra gletsjeren, som bryder stilheden.
Efter en stejl stigning op til på morænen, står vi pludselig lige ved siden af den enorme gletsjerfront. Her holder vi en velfortjent frokostpause, mens vi nyder udsigten, og holder øje med isstykkerne, der falder af isvæggen.
Bemærk
Turen starter fra Glacier Lodge Eqi lige efter morgenmad på afrejsedag. Vi skal være tilbage ved lodgen umiddelbart inden afgang tilbage til Ilulissat
Vandreturen til gletsjermorænen er ca. 12 km lang. Hele turen foregår i fjeldterræn, og tager omkring 4 timer. Terrænet er fladt det meste af vejen, men selve stigningen op på morænen kan være hård. Vi har frokost og lidt at drikke med på turen.
Varighed
5 timer
Sæson
15. juni - 10. september
Minimum deltagere
1 person
Sværhedsgrad
3/5
Pris pr. voksen fra
Inkluderet i dit ophold
